Benedicte Jong Hauer

Mit grundlag for at varetage stillingen er baseret på 4 års erfaring indenfor undervisning, 7 års erfaring med vejledning og støtte til borgere, der har brug for hjælp til at komme videre i livet, mere end 12 års erfaring indenfor salg og kundeservice til virksomheder og private samt egen erfaring med at miste fodfæstet i livet og opleve vigtigheden i en nærværende og individualistisk støtte for at kunne genetablere styrken.

Jeg har taget grundforløb i beklædningsdesign, gået på Herning TECO center og Kolding kunsthåndværkerskole. Jeg har læst biologi (Humanbiologi) på Syddansk Universitet og har indsigt i Mindfulness og kognitiv terapi.  

Jeg møder mine medmennesker med positivitet, empati og ligeværdighed, som jeg ser som det bedste grundlag for et udviklende samarbejde. Visdom og styrke kommer ikke ved at blive båret gennem tilværelsen og få fejet stenene væk foran sig men ved at lære, hvordan man selv kan fjerne stenene uden at miste balancen. Dette kan opnås ved hensynsfuld og målrettet støtte frem til at kunne finde styrken og værdien i sig selv for dermed at åbne op for lysten og overskuddet til at indse værdien i eget ansvar.

Atmosfæren hos KeepGoing afspejler min egen ideologi om, at alle er lige, og at alle mødes med lige stor respekt og anerkendelse for netop den, de er. At der samtidig er en afslappet og positiv stemning hvor alle tager sig af hinanden, gør det til et oplagt sted for mig at lægge min energi.
I jobbet har jeg muligheden for at kombinere min viden, erfaringer og kompetencer som virksomhedskonsulent, hvor min personlighed kan få lov at brænde igennem via motiverende undervisning, støtte og opsøgende virksomhedskontakt i indsatsen for at hjælpe borgere ud i meningsfyldt beskæftigelse, der jo netop er en af grundpillerne for et godt og meningsfyldt liv.